Lea & Johan

1. barn – Hjemmefødsel i stuen på 6. sal

Jeg havde meget længe vidst, at jeg gerne ville føde hjemme, da jeg altid har ment, at det er en proces, der kræver rammer, man som kvinde selv har kunnet forme. Min mand krævede ingen overtalelse til hjemmefødsel, men støttede mig fra starten.

Jeg forberedte mig i lang tid ved hele tiden at minde mig selv om, at jeg er skabt til at føde. Jeg havde til sidst ingen frygt om, hvad der måtte komme.

Jeg havde termin 21. maj 2016. Den dag kom og gik, og hele den næste uge gik vi utålmodigt og ventede. D. 27. sent om aftenen fik jeg et par veer, men de gik i sig selv igen til min store skuffelse. D. 28 om aftenen fik jeg lige så stille veer igen. Først da jeg havde haft dem noget tid, sagde jeg det til min mand. Han sprang op og begyndte at støvsuge og rydde op, for “man kan jo ikke føde på et støvet gulv!”. Hvor komisk det end måtte være, blev jeg helt stresset af det, og veerne holdt op.

Heldigvis vendte de snart tilbage, men jeg turde ikke sove i frygt for, at de skulle gå i sig selv igen. Veerne blev langsomt kraftigere og hyppigere, og ved midnatstid ringede vi til min mor, der satte sig i bilen i Aarhus for at køre til København, hvor vi bor, for at være med til fødslen. Hun ankom omkring kl. 03, hvor jeg stadig var i latent fødsel. Omkring kl. 05.30 var veerne regelmæssige, og vi ringede til Hvidovre hospital. En times tid senere kom en sød jordemoder, der undersøgte mig og hjalp til at åbne mig fra 2 til 4 cm.

Indtil videre var hele forløbet meget stille og roligt. Kl. 08.30 blev jordemoderen afløst af en anden. I løbet af de næste par timer udvidede jeg mig stille og roligt. Jeg var under bruseren et par gange for at lindre smerterne. Jordemoderen tjekkede babyens hjerteslag en gang i mellem, men ellers var det min mand, der støttede mig, mens jordemoderen skrev journal og snakkede med min mor.

Det var rigtig dejligt at have min mor i baggrunden, og min mand var helt fantastisk. Han fik også en masse ros af jordemoderen, da det hele var færdigt.

Da jeg var 8-9 cm åben, begyndte det at gøre rigtig ondt, men jeg kunne jo trøstes ved, at presseveerne nok snart startede. Det gik dog ikke helt, som forventet. Jordemoderen tjekkede mig, og jeg var helt åben. I den proces kom hun til at tage vandet, hvilket skyllede voldsomt ud og tog noget af trykket. Men babyen havde ikke bevæget sig langt nok ned, og hjerterytmen indikerede let stress, så jeg blev nødt til at modvirke presseveerne. I mere end en time lå jeg og gispede, mens den lille meget langsomt bevægede sig nedad. Det var det hårdeste og mest smertefulde jeg nogensinde havde været ude for. Jeg græd og svor, at jeg aldrig skulle have flere børn. Jeg fik bistik, men det hjalp ikke rigtigt.

Da den lille endelig var kommet længere ned, følte jeg ikke længere presseveerne særlig meget. Under hele fødslen havde jeg haft kvalme og havde nægtet at drikke og spise. Jordemoderen så alvorligt på mig og meddelte, at enten spiste jeg noget, eller også måtte jeg på hospitalet for at få ve-stimulerende drop. Så fik jeg ellers kørt en Cocio samt to knækbrød med honning ned, og jeg kunne mærke, jeg fik kræfterne tilbage. Efter kort tid var jeg klar til at presse. Jeg kom ned på siden, og den fik ikke for lidt.

Min mand holdt mit ene ben. Da hovedet var knapt ude, skreg min søn for første gang, hvilket jordemoderen aldrig havde oplevet. Hun sagde “du kan ikke skrige endnu, du er ikke født!”. En halv time fra presseveerne startede, var min dejlige lille søn ude d. 29 maj kl. 17.03. Da jordemoderen ville løfte ham op til mig, lød der et knæk, og der var blod over det hele. Det var navlestrengen, der var så kort, at den var knækket. Vi tror, det var derfor, han tog lang tid om at komme nedad i fødselskanalen. Han var helt blå og derefter hvid, men jeg fik ham hurtigt til brystet, hvor han fik normal farve igen. Moderkagen kom let ud, og jeg fik ingen sting i mellemkødet, hvilket var meget lettende.

Efter en masse virvar, hvor min far kom på besøg og en ny jordemor fortalte mig noget om amning, blev vi ladt alene med vores nye lille søn. Det var fantastisk. Min mand hentede pizza, som vi spiste på sofaen, og vi gik derefter i seng.

Det var den vildeste, hårdeste og mest fantastiske oplevelse nogensinde. Jeg er dybt taknemmelig, og jeg vil helt sikkert gerne have flere børn alligevel.

Vores søn, Arthur, var 52 cm lang og vejede 3960 g ved fødslen.

 

Skriv et svar