Lene og Jesper

2. barn – Hjemmefødsel i fødekar i køkkenet

Vores lillebror kom til verden i marts efter en skøn og hurtig hjemmefødsel. Jeg var tilknyttet OUH og havde mødt de tre kendte jordemødre på forhånd. Jeg havde assisteret ved min venindes fødsler hjemme og glædede mig til min egen. Vi valgte hjemmefødsel, fordi vi ikke kunne finde nogen grund til, at det skulle være på et sygehus, hvor vi skulle køre under fødslen og hjem igen med en lille ny efter kun et par timer. Samtidig vidste vi, at det måske ville blive en hurtig fødsel. Storesøster tog 4,5 timer, så jeg forberedte mig på forskellige scenarier sammen med jordemoderen på hjemmebesøget. Min veninde skulle også være med til fødslen, og mormor skulle tage sig af storesøster uanset hvordan og hvornår. Så jeg var dejlig tryg ved det hele.

Fredag den 11/3 havde jeg mange plukkeveer tidlig morgen. Det var en uge før termin. Kl. 10 ringede jeg til jordemoderen, som var lige i nærheden, og hun kom forbi kort efter med tankerne om, at min fødsel sidst startede ud af det blå, så man kunne aldrig vide.

Jeg var 3-4 cm åben, fik hindeløsning og gik resten af dagen spændt. Mormor hentede storesøster og tog hende med hjem. Min veninde blev varskoet og det hele. Midt på eftermiddagen gik alt i sig selv igen. Nøj, hvor var jeg skuffet. Lørdag blev fødekar og så videre sat væk igen, så jeg kunne starte på en frisk. Storesøster kom hjem. Søndag var vi i zoo, og jeg mærkede intet. Lillebror var anderledes aktiv om aftenen. Jeg gik i seng ved 23–tiden.

Mandag den 14/3 kl. 04.10 gik vandet i sengen uden varsel. En kæmpe skylle, Hollywood-style. Jeg vækkede kæresten med et “nu gik vandet”, og han for op, dækkede gulvet af og fandt håndklæde til mig. Jeg ringede til mormor og veninden uden veer. Fjernede sengetøj, vådliggerlagenet (som heldigvis var på) og skiftede til en lang t-shirt. På badeværelset/toilettet ringede jeg til jordemoderen uden veer. Kl. 4.17 kom første ve midt i samtalen, da vi ellers var ved at aftale at ringes ved om morgenen. Hun kørte med det samme. Jeg stod op i køkkenet med konstante veer, korte og effektive. Jordemoderen kom 4.50 og pakkede stille ud. Kæresten fyldte kar, tændte lys mm… Mormor kom 5 min efter og gik så ind til storesøster. Veninden kom og gik i gang med småting. Jeg havde en følelse af at holde igen og turde ikke give slip før Jordemoderen var klar. Jeg kom i vandet; det var så dejligt at kunne give et øjebliks pusterum mellem veerne. Jeg hang på kanten i håndtagene. Vandet tog toppen af smerterne, og det ændrede karakter. Jeg kunne klare et par veer med vejrtrækning, og så overgik de hurtigt til presseveer. Jeg skulle vente et par stykker med at presse – det var ulideligt. Endelig måtte jeg presse, og smerten forsvandt imens. Det var fedt. Jeg blev bedt om at presse bagud og kunne mærke, det virkede. Jeg kunne nærmest selv følge med i, hvor langt jeg var, at hovedet kom mm. og skubbede til skuldrene, og så kom han pludselig. Jeg fik ham op under vandet mellem benene. Sikke en fantastisk følelse. Jeg skyndte mig at kalde på mormor, som med tårer i øjnene så sit barnebarn.

Jeg fødte moderkagen og blev syet lidt i sengen. Kl. 8 sad vi i køkkenet med nybagte boller og fred og ro. Jordemoderen havde dejlig god tid, og jeg kunne spørge og få sat ting på plads, som jeg ikke kunne huske, fordi det gik så stærkt. 8.30 blev Maja vækket og kom omtumlet ud til os andre og så måbende og stille på lillebror. Nu var ventetiden overstået! Alt gik som jeg kunne drømme om: en ønsket og planlagt fødsel.

Skriv et svar