Natasja og Uli

1.barn – Hjemmefødsel i fødekar i stuen

Klokken var 07.30 lørdag morgen d. 11. juni, da jeg mærkede den første ve. Solen kastede allerede sine varme stråler ind gennem vinduet. Jeg lå i sengen og besluttede mig for at stå op uden at sige noget til Uli – jeg var jo på ingen måde sikker på, om det var veer eller bare indbildning. Jeg gik lidt rundt i stuen, og som smerterne tog til, blev jeg enig med mig selv om, at det nok var på tide at vække Uli. Jeg lagde mig ind i sengen til ham, kyssede ham og sagde, at han ville blive far inden for det næste døgns tid. Vi lå lidt og vænnede os til tanken og stod kort efter op og ringede til vores fantastiske jordemødre fra Fødeklinik Maia, som bekræftede, at det med meget stor sandsynlighed var veer, jeg kunne mærke. Vi fik en lille snak og aftalte, at jeg skulle ringe igen, når jeg mærkede ændringer, eller når der var gået et par timer.

Uli og jeg gik os en tur i det skønne vejr, præcis som vi havde ønsket os. Der var noget ubeskrivelig smukt over at vide, at det ville være vores sidste tur rundt om den ellers så velkendte sø, inden vores verden ville blive beriget med en længe ventet tilføjelse. Vi vidste, at alt omkring os ville se anderledes ud om et døgns tid. Farverne ville være stærkere, lydene højere og fuglene flere.

Som timerne gik, tog veerne til, og efter ca. 8 timer med veer vurderede Dorthe (den ene af vores to jordemødre), at hun gerne ville hjem til os.

Vi tog karret frem, stillede det i hyggehjørnet inde i stuen og fyldte vand og salt i – vi var klar til at byde vores søn velkommen – en søn som vi allerede følte, vi kendte utrolig godt.

Da Dorthe ankom, var der allerede godt gang i veerne. Hun kom ind ad døren med god energi og en ro, som jeg helt bestemt havde brug for. Jeg husker tydeligt at hun sagde med et stort smil på læben;” så skal I snart møde jeres søn.”

Det gjorde pludselig veerne mere tålelige. Hun havde ret. Jeg havde på det tidspunkt veer ca. hvert 4. minut.

Da klokken blev 19.15 kastede jeg op, men ellers var alt som det skulle være, og vores lille søn havde det stadig fint inde i maven. Jeg havde brug for at slappe af og gik derfor ned i karret med Ulis hjælp. Karret giver fantastisk lindring, og jeg nød den smule vægtløshed, det giver mig. Jeg har aldrig lyst til at komme op igen, men bliver nødt til det efter et par timer for at få lidt tyngde på igen, da der ikke rigtig skete så meget. I tiden oppe af karet stod jeg op ad Uli, mens vi stille dansede frem og tilbage for at lindre smerterne og motivere min krop til at give slip. På trods af smerterne og den uvante situation, var det et utrolig smukt og intimt øjeblik. Uli havde indtil videre ikke forladt min side en eneste gang, siden veerne begyndte.

Lejligheden var nu fyldt med stearinlys, som gav det blødeste lys i en hård stund, og i baggrunden spillede en nøje udvalgt playliste med blues (læs mit fødselsbrev her). Jeg ligger i karret og kan mærke hver en lille celle i min krop arbejde. Jeg føler mig som en ægte urkvinde, som ligger og udstøder dybe brøl i min hule – det er fantastisk og råt!

Vi er så heldige, at vores anden jordemoder, Marta, ankommer klokken 01.45, så vi nu har begge de fantastiske kvinder, som har fulgt os de sidste 6 måneder, til at hjælpe og guide os. Det er en stor gave.

Mit vand er endnu ikke gået, og jeg bliver derfor opfordret til at sætte mig hos Uli, så vi kan kigge hinanden i øjnene. Jeg er ikke helt samarbejdsvillig, da jeg ved, at det vil intensivere smerterne at stige ud af karret. Jeg takker pænt nej til tilbuddet, som et barn i trodsalderen, men får mig alligevel hevet sammen til at adlyde efter et par minutter. Kort herefter går mit vand – klokken er nu blevet 03.10. Jeg er ved at være træt og får noget homoøpati for at få mere energi og give slip.

Første gang jeg mærker vores søns hoved uden for maven, er klokken blevet 05.00 – en helt uvirkelig følelse. Jeg kan ikke tro på, at det virkelig er hans hoved, fordi det er så blødt, så vores jordemødre mærker efter og forsikrer mig om, at det er det. Jeg er på dette tidspunkt helt åben, og hans hoved ligger på bækkenbunden. Min krop er klar. Solen er næsten stået op, og det giver det smukkeste skær i hele lejligheden. Vi trækker gardinerne fra, så jeg kan se ud på den skønne sommermorgen. De næste to timer skifter jeg ofte stilling I karret, får kys og kærtegn af Uli og opmuntrende ord og regelmæssige tjek af baby fra jordemødrene.

Da klokken bliver 07.25 siger en af vores jordemødre, at det er ved at være på tide, at han kommer ud, da hans hjertelyd er faldet meget – jeg kan høre alvoren i hendes stemme og tager en dyb indånding, og gør mig klar til næste ve. Jeg er nu dybt fokuseret og sender al energi og kærlighed, jeg har i mig, ned til vores søn.
Det virker. 7 minutter senere er han født. Klokken er nu 07.32, og det er blevet søndag d. 12. juni. Jeg tager selv imod ham nede i vandet, mens Uli sidder bag mig og er med til at føre ham op til mit bryst. Det første, jeg ser, er, at han har navlestrengen rundt om halsen, er helt slap og meget bleg. Med ét føler jeg mig dybt hjælpeløs, men Marta siger, at jeg stille og roligt selv skal vikle ham fri fra snoren – det gør jeg. Derefter siger Dorte, at jeg skal prøve at suge hans næse og mund fri for slim – det gør jeg. Derefter puster hun luft ned i hans lunger, og efter kort tid begynder han at reagere. Det hele forløb meget udramatisk, og Maximillian var i mine arme hele tiden. I et virvar af blod, slim, tårer, våde håndklæder og smerte, er jeg fuldkommen lykkelig.

Vi sidder i karet. Maximillian ligger på mit bryst, Uli holder grådkvalt om mig og om vores nye familiemedlem, mens vi begge kysser og nusser ham, så han kan mærke hvor ventet, han er. Jeg får serveret kyllingesuppe af de søde jordemødre, og kommer derefter op af karret, hvori vandet begyndte at blive køligt – hvilket jeg på ingen måde selv lagde mærke til. Mens vi alle lå i sofaen og kiggede på vores lille fantastiske verdensborger, lavede Dorte og Marta morgenmad til os, og efterfølgende lagde de alle vores håndklæder til vask og ordnede køkkenet. Vi kunne ikke have ønsket os en bedre start.

Under hele forløbet var Ulis hånd i min – vi grinte sammen, vi græd sammen, vi kæmpede sammen, vi koncentrerede os sammen. Vi var fælles om at bringe vores søn til verden.

At føde vores søn er det absolut hårdeste, jeg nogensinde har gjort, både fysisk og mentalt. Samtidig er det mit stolteste øjeblik – jeg fødte vores søn præcis, som det var meningen; hjemme i vores stue omringet af kærlighed, god energi, uendelige mængder urinstinkt og ingen smertelindring ud over kys, kærtegn, og oxytocinen i mit blod.

Det har været en fantastisk rejse, og at vide vi blot har taget de første skridt, giver mig en umådelig styrke og lykkerus.

Men hold kæft hvor gjorde det ondt!

Skriv et svar